VELKOMMEN TIL NETVÆRK STORKØBENHAVN
- Virksomhedernes Sociale Engagement

Virksomhedernes sociale ansvar

Virksomhedernes sociale ansvar og det rummelige arbejdsmarked er begreber, som har opnået større opmærksomhed de sidste 10 år.

Der er efterhånden opnået en erkendelse af, at der findes en række samfundsmæssige udfordringer, som virksomheder, det offentlige og civilsamfundet ikke kan løse alene. Når disse aktører til gengæld samarbejder, vinder alle parter. Det kalder vi partnerskaber.

I De Regionale Netværk deler vi det sociale ansvar op i det interne og det eksterne ansvar.

Det interne ansvar omfatter alle de tiltag virksomheden tager for sine egne medarbejdere, og som ligger ud over lovgivningen inden for arbejdsmiljø. Det er alt lige fra trivsel på arbejdspladsen, kompetenceudvikling og sundhed til fastholdelse af medarbejdere.

Det eksterne ansvar bygger meget på samarbejdet med det offentlige. Det er integration af ledige, specielt personer der af sig selv har svært ved at finde fodfæste og personer med nedsat arbejdsevne. Der skal være plads til alle kan man kalde visionen.

Det eksterne ansvar omfatter også de samarbejdsrelationer en virksomhed kan have med lokalsamfundet, NGO'er m.fl. 

I bund og grund handler det sociale ansvar om at opføre sig anstændigt. Mange virksomheder ser det endvidere som en nødvendig investering i det samfund, hvor de driver virksomhed.

Det er en investering, der allerede i dag har stor betydning for virksomhedens evne til at overleve.

En virksomheds gode omdømme kan være det, der gør forskellen i forhold til dens mange ”stakeholdere”, hvad enten der er tale om medarbejdere, kunder og investorer/aktionærer.

At drive sin virksomhed på en sådan måde er bæredygtigt. Eller sagt på en anden måde: at skabe balance i den måde man udnytter sine ressourcer på, hvad enten det drejer sig om virksomhedens medarbejdere, miljøet eller økonomien.